Når du fylder 60 år, har du ret til nedsat arbejdstid med op til 175 timer årligt mod tilsvarende lønnedgang. Du optjener fortsat fuld pensionsret i forhold til hidtidig beskæftigelsesgrad. Retten til nedsat arbejdstid indtræder fra det skoleår, du fylder 60 år.
Nedsættes din arbejdstid, reduceres din løn med tilsvarende færre antal timer, mens din hidtidige pensionsindbetaling fortsætter uændret.
Bemærk, at hvis du er født før 1. august 1956 reduceres hverken din løn eller din pensionsindbetaling.
Hvis du er deltidsansat og benytter dig af retten til nedsat arbejdstid, kan du også få nedsat din arbejdstid, som beregnes i forhold til din beskæftigelsesgrad. Hvis du eksempelvis har en arbejdstid svarende til 50 pct. af en fuldtidsstilling, kan du få nedsat din årlige arbejdstid med 87,5 timer (svarende til 50 pct. af 175 timer).
Du skal selv give din leder besked, hvis du vil gøre brug af din ret til at få nedsat din årlige arbejdstid.